Lokumshusene

"Godnat Ole, Pengene ligger i vinduet"

De ringe sanitære forhold i bebyggelsen har faktisk affødt et ordsprog, der knytter sig helt specielt til Nyboder.

 

Først fra 1940'erne kom de første wc’er i Nyboder. Før den tid benyttede man sig af lokummer der var placeret i gården. Lokumshusene bestod som regel af et lille hus med to døre og to lokummer. Under lokumshuset var der gravet en grav til møget. Når denne grav blev fyldt gav man besked til natmændene, der kom og tømte lokummerne. I grunden var det ikke meget anderledes end fremgangsmåden i resten af København, men i Nyboder var der det særlige, at man, for at få adgang til gården, måtte gå igennem det smalle køkken. En komisk problemstilling opstod herved: hvis ikke nyboderbeboeren havde lagt en ekstra skilling i vindueskarmen til natmanden, kunne denne jo komme til at spilde når han skulle ud gennem det smalle køkken med en fyldt lokumsspand... Heraf stammer ordsproget ”Godnat Ole, pengene ligger i vinduet”.