Fotokonkurrence - Mit Nyboder

20.September 2019

Fotokonkurrence - Mit Nyboder

- Camilla Mørch Pedersen

Nyboders Boligkontor inviterer alle til at deltage i Fotokonkurrencen "Mit Nyboder"!

 

Nyboder er et stykke levende Danmarkshistorie, der siden opførelsen i 1630'erne har været beboet af Forsvarets personel og deres familier. I knap 400 år har de lange huse og grønne gårdrum dannet rammen om familielivet, og det er netop dét Boligkontoret vil sætte fokus på med fotokonkurrencen. Temaet er således Mit Nyboder og kan være alt fra et snapshot af en hyggelig stund, en sommerdag i Nyboder med mennesker, du holder af til en sjov, arkitektonisk detalje, der har gjort indtryk på dig eller et billede af en af Nyboders gader, fyldt med dine barndomsminder. 

 

Hvordan deltager jeg?

Du deltager i konkurrencen ved at indsende dit billede af Nyboder samt en kort beskrivelse af, hvorfor det netop er dette billede, som du har valgt at indsende.  

 

Konkurrencebetingelser

Alle er velkomne til at deltage i konkurrencen, uanset om du er nuværende eller tidligere beboer, eller blot har et særligt forhold til Nyboder.

 

Dit billede kan være taget i dag eller for år tilbage - det væsentligste er blot, at du fortæller, hvad der er dit Nyboder og hvordan billedet viser det.

 

Billedet skal sendes som besked/via Messenger til "Nyboder, mere end en bolig" på Facebook inden fredag den 20. september 2019 kl. 12.

 

En dommerkomité vil gennemgå de indsendte billeder og udvælge de 10 bedste til en fotoudstilling i Nyboders Mindestuer på Kulturnatten den 11. oktober 2019. Komitéen består af nuværende og tidligere beboere, samt fagpersoner med hjerte for Nyboder.

 

Vinderen af konkurrencen vil blive offentliggjort kl. 18 ved åbningen af Kulturnatten 2019 i Nyboders Mindestuer, hvor Boligkontoret vanen tro åbner Nyboder for offentligheden i samarbejde med Nyboders Mindestuer.

 

Hvad kan jeg vinde?

Udover at få sit billede udstillet på Kulturnatten, får vinderen en gavekurv, der vil kunne afhentes i forbindelse med kåringen af vinderen, eller umiddelbart derefter på Driftskontoret i Kastellet.

 

Boligkontoret udtaler:

Vi glæder os til at modtage dit billede, og vi håber, at denne konkurrence vil vise Nyboders mange nuancer!